Juhl-møbler og PH-lamper klæder kunstudstilling forbasket vellykket
Af David Wedege
"Vilhelm Lundstrøm og den gode smag". Kunsten, Kong Christians Allé 50, Aalborg. Se åbningstiderne her. Udstillingen vises frem til 25. februar 2018.
Det er sprødt og knaser så lækkert i øjnene, at de helt bliver fugtige.
Når man først træder ind og ser Finn Juhls Poet-sofa, en matgul PH-pendel fra loftet og en opstilling på Juhls Pelikan-bord med kuglerunde bordobjekter, der er som faldet ud af et kubistisk Vilhelm Lundstrøm-maleri.
Kanden, vasen og skålen er i øvrigt designet af Nicholai Wiig-Hansen, der også har Normann Copenhagens spidssnudede Geo-kollektion på sin samvittighed. De runde figurer er designet til udstillingen, som blev vist tidligere i år på kunstmuseet Brandts i Odense.
Og som nu er kommet til Kunsten i Aalborg. Udstillingen om kubismens pioner i dansk billedkunst, Vilhelm Lundstrøm. En af det kubistiske formsprogs fremmeste, danske disciple. Hvoraf Pablo Picasso var en af de udenlandske.
Forandringskraft
Udstillingen viser ikke blot kunsterens fremmeste værker fra hans tid som ung kunstnerrebel og til figurativ hyggespreder i et samfund, som tiden i mellemtiden var blevet forvandlet til ukendelighed.
Den viser også, at samfundet måske endda blev forvandlet med kunsterens egen mellemkomst. Nærmest som et symbol på opgøret med løvefødder og klunkegardiner. Og som indbærer af den modernisme og funktionalisme, der ikke bare forandrede møblernes udseende. Også hele samfundet fra et stænder- og landbrugssamfund og til højindustialiseret og urbaniseret.
De tidligste værker op til 1920 - abstrakte "papkassebilleder" af kasseret skrammel - blev af en førende bakteriolog kaldt for "smitsom sindsliddende". Spiddende, gravalvorligt og ikke spor morsomt ment.
Og det smittede faktisk, Lundstrøms kubisme. Måske ikke som forkølelse, men Lundstrøms personlige ven, Poul Henningsen, lod sig direkte inspirere af Lundstrøms enkle og rene former og udpegede ligefrem det maleri, der inddirekte dannede forlæg for elementerne i den første PH-pendel fra 1926.
Først en tallerken. Så en skål ovenpå. Og ovenpå igen - en kop uden hank. Som vendes på hovedet og hænges i ledning.
Lundstrøm-maleriet "Opstilling med kande" fra 1925, som PH selv ejede, solgte han i øvrigt i en panisk handel til Louisiana for uforskammede 7000 kroner.
Duften af Juhl-stole
Så Kunstens udstilling i Aalborg viser et erklæret og dokumenteret slægtskab mellem Lundstrøms kunst og PH's design. De klæder hinanden som jakke og slips, også i 2017.
Knap så tydelig er tråden fra Lundstrøm til Finn Juhl, som dog også var en fan af de enorme. Så meget, at der var et Lundstrøm-maleri i næsten hver eneste indretning, som Juhl involverede sig i.
Det er blandt andet vist på interessante, dokumentariske fotografier, der fylder fra gulv til loft i et passende, konfronterende billboard-format og viser Juhls opstillinger med egne møbler og Lundstrøm-malerier.
Der dufter også af ny læder fra fabriksfriske Juhl-møbler fra Onecollection som France, 108 og Høvdingestolen, der er udstillet sammen med originale plantegninger, der viser Juhls inspiration fra Lundstrøms farvesætninger.
Man er også værs'go at sidde og tage en bog fra Juhls eget sofabord, så man kan fordybe i enten Juhls eller Lundstrøms univers.
Onecollection er ikke eneste brancheaktør, der har bidraget. Louis Poulsen har leveret både PH-lamperne og Vilhelm Lauritzens Radiohus-pendel, og den lokale møbelbutik Brdr. Sørensen har udlånt PH's Akademikrone, som hænger i videoforevisningsrummet.
Bare rejs
I et kuriøst hjørne kan udstillingen vise Poul Henningsens uhyrlige messingspisestue fra 1921, som kun er blevet en klassiker i historiebogen og som tydeliggør helt provokativt, hvilke kampe om god smag og æstetik, der blev bittert og indædt udkæmpet.
Det firkantede møblement har været ejet af Aalborg-museet siden 1972 og glider perfekt ind i denne udstilling.
En udstilling som virkelig lykkes. Helt enkelt fordi koblingen mellem billeder og møbler ikke på nogen måde tager sig søgt ud, men skaber en sammenhængende gestalt, der er lige så kognitivt åbenbarende, som den er knaldæstetisk æggende og med rumfavesætninger, der får synet til at hvine af fryd.
Det, der så nemt kan gå frygteligt galt her, er altså lykkedes ret kraftfuldt imponerende, og det er afgjort værd at rejse efter. Især for alle med interesse for indretning, som søger en dybere abstrakt forståelse for traditioner og historie i æstetik.
