Midtjysk sofasucces henter en dansk direktør i Norge
Den midtjyske sofaproducent Karup henter en ny direktør i herningenseren Anders Stampe, som kommer fra en stilling hos norske Varier Furniture.
Nu skal Anders Stampe dermed stå i spidsen for møbelproducenten, der er opkaldt efter byen, den er hjemhørende i, og som sidste år omsatte for godt 50 millioner kroner.
En omsætning som gerne skulle vokse til det dobbelte frem mod 2021.
- I forbindelse med vores vækst og udvikling har vi formuleret en ny og ambitiøs målsætning om at fordoble omsætningen inden år 2021. Til det ønsker vi også at tilføre virksomheden nye kræfter udefra, skriver Svend Nørlund Christensen, der er ejerpartner og nu forgænger i direktørstolen hos Karup Partners.
Karups sofaer er af den særlige futon-type. I 1972 opdagede stifteren Preben Christensen de futonmadrasser, som amerikanske hippier var vilde med. Han videreudviklede konceptet dem og startede en serieproduktion af rammer til futonmadrasser.
Anden generation ejer i dag virksomheden, som beskæftiger 14 medarbejdere. Den har senest landet et overskud på 4,4 millioner efter skat.
Karup laver også polstrede sovesofaer og føjet opbevaringsmøbler og dekorationspuder til, som især sælges via onlinekanaler.
Svend Nørlund Christensen forbliver en vigtig del af virksomheden, men vil fremover fokusere på produktudvikling. Han og broderen Allan Nørlund Christensen traf beslutningen om at sætte en ny direktør ind og gjorde det i råd med Viggo Mølholm, der er tidligere BoConcept-ejer og nu bestyrelsesformand for blandt andre Karup Partners.
- Jeg ser meget frem til den udfordring det bliver, at videreføre de seneste års flotte udvikling i Karup Partners. Virksomheden har formået at tilpasse sig et moderne onlinemarked både hvad angår produkter og distribution. Så fundamentet er på plads og opgaven bliver nu at geare virksomheden til det næste niveau, skriver Anders Stampe i en pressemeddelelse fra Karup Partners.
Jobbet som COO hos Varier Furniture holdt han på i mere end 3 år, hvor han medvirkede til at relancere den gamle norske Stokke-møbelkollektion.