23948sdkhjf

Arkitektonisk ’trækasse’ er en hyldest til Kay Fisker

Hvordan udbygger man et bevaringsværdigt hovedværk med respekt for de eksisterende bygningers arkitektoniske udtryk?

Den spørgsmål fik BBP Arkitekter til opgave at finde et svar på i Brønshøj, hvor arkitektfirmaet har været totalrådgiver på udvidelsen af den tidligere Voldparken Skole, som over de senere år har fundet ny anvendelse som lokalt centrum for sundhed, idræt, natur og kultur.

Skolen er tegnet af Kay Fisker (1893-1965) - en fremtrædende figur i dansk modernisme, som også har tegnet nogle af de ældste dele af Aarhus Universitet.

Voldparken Skole er opført i årene 1952-1957. Den lukkede i 2008 og er i forbindelse med ombygningen blevet udvidet med en 2.200 kvadratmeter stor multihal med plads til 300 tilskuere.

Den nye hal er opført i gule teglsten og delvist nedgravet, således at bygningsvoluminet reduceres.

- Vores fornemste opgave har været at tegne en bygning efter den seneste byggeteknik, der særligt spiller sammen med den eksisterende af Kay Fisker. Det har derfor både været et spændende og udfordrende projekt, der designmæssigt er inspireret af byggestilen fra 1950’erne, men samtidig er helt opdateret i forhold til de nutidige krav til en moderne multihal, siger Hannibal Hink fra BBP Arkitekter i en pressemeddelelse.

Ingen nemme beslutninger

Kay Fisker er arkitekt tilbage fra en tid, hvor bygningstræ var lig med nordiske træsorter og få importerede hårdtræsprodukter. BBP Arkitekter valgte at formidle dette ved at beklæde idrætshallens vægge og overflader med fyrretræsfinér. Her skulle dørene følge trop, hvilket udviklede sig til lidt af en snedkeropgave:

- Frem for at gå med den nemme beslutning og vælge blandt de allerede eksisterende finérdøre på markedet, prioriterede vi, at dørene skulle fremstilles i samme fyrretræsfinér som fra vægpanelerne, lofterne og karmene. Det gjorde processen lidt længere, end vi måske i første omgang havde regnet med, da dørkonstruktionen skulle testes og godkendes af DBI, fortæller Hannibal Hink.

Alt i alt skulle der gå otte måneder, før dørene – to dobbelt- og to enkeltdøre – var klar til montering. Swedoor har leveret dørene og bistået med rådgivning undervejs i processen med at finde frem til den rigtige løsning.

- Det har været et spændende projekt for os at være involveret i, da dørene har haft en enorm stor rolle, hvor det langt fra er de hurtige beslutninger, der er blevet taget, men i stedet de som i sidste ende har vist sig at være bedst for bygningen, siger Swedoors salgsdirektør for Nordeuropa, Peter Sejling.

I projektet har man anvendt Sweedors S-Frame-karm, der adskiller sig fra traditionelle karme ved at være i stål, hvilket har gjort det muligt at integrere dørkarmen i selve væggen.

Multihallen ved EnergiCenter Voldparken er opført af Dansk halbyggeri og blev indviet i foråret 2017. Foruden BBP Arkitekter bestod rådgiverholdet af Moe, 1:1 Landskab og Nueva.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078