Forbedrede regnskabstal hos R. Randers
Den østjyske møbelproducent måtte i 2009/10 indkassere et nyt underskud. Det er dog lykkedes at forbedre bundlinjen med ca. 2 mio. kroner.
- Resultatet er fortsat påvirket af den verdensomspændende finanskrise, som har bevirket udskydelse af projekter i såvel ind- som udland. Selskabet har derfor oplevet et omsætningsfald i forhold til forventningerne, oplyser R. Randers i sit årsregnskab.
Ledelsen betegner på den baggrund resultatet og den økonomiske udvikling som ”ikke tilfredsstillende”.
Satser fortsat på produktudvikling
R. Randers har i årets løb foretaget en tilpasning af selskabets omkostninger, og bl.a. på den baggrund er det lykkedes at forbedre resultatet på bundlinjen med cirka 2 mio. kroner.
Det lavere omkostningsniveau betyder dog ikke, at virksomheden har nedprioritet introduktionen af nye møbler. Der er således fortsat en ”høj aktivitet” inden for udvikling af nye produkter:
- Der er i regnskabsåret sket aktivering af omkostninger til produktudvikling af nye møbelserier med i alt 0,268 mio. kroner, hvor der kan forventes at være et fremtidigt marked og indtjening på de pågældende produkter, oplyser R. Randers.