Dansk Træemballage klarede sig godt igennem 2003
Dansk Træemballage i Haastrup ved Faaborg holder sidste års rekordomsætning trods hård konkurrence og et stagnerende marked.
Det er nemlig lykkedes for virksomheden at navigere igennem et vanskeligt år og nogenlunde holde sidste års rekordomsætning og rekordoverskud. Det er lykkedes dels på grund af en stram styring af omkostningerne sammenholdt med, at ordresammensætningen har givet en god udnyttelse af produktionsapparatet. Virksomheden har udover i Haastrup også produktion i Ribe og i Brande, og udover produktionen af træemballage driver man både egentlig savværksvirksomhed og fremstiller træelementer til brug til indervægge i boligbyggeri, hvor træet kan erstatte letbeton-elementerne. Disse huselementer, kaldet massivtræ, kan bære tagspær, men udgør indtil videre kun omkring seks-syv pct. af omsætningen.
- Vi må da sige, at vi håber på, at der snart sker noget med det opsving i økonomien, som mange har snakket så længe om, men som vi ikke har mærket ret meget til, konstaterer Peter Jensen, der egentlig selv tror på, at det godt kan trække lidt ud. I hvert fald faldt aktivitetsniveauet i virksomheden i fjerde kvartal 2003, og det lavere niveau er fortsat ind i 2004. Alligevel forventer han en fortsat tilfredsstillende udvikling i 2004 i både aktiviteter og indtjening.
Blandt styrkerne hos Dansk Træemballage i forhold til de producenter i Østeuropa og ikke mindst de baltiske lande, der kan fremstille paller og kasser af træ langt billigere, er det store landsdækkende net af lagre, som gør, at kunderne med få timers varsel kan få leveret lige den emballagetype, som de ønsker. - Vi leverer over hele landet hver dag, så vi kan levere med meget kort varsel og til meget lave omkostninger, siger Peter Jensen. - Priserne på vores produkter er meget lave, og jeg tror ikke, at de kommer op igen med den hårde konkurrence, som vi oplever. Men også en bedre styring af fugt og svamp i træet i den danske virksomhed end i de udenlandske konkurrenters produkter gør, at mange danske virksomheder foretrækker de danske produkter.