Fibertex udvider i Malaysia
[i]Schouw & CO firmaet Fibertex oplyser nu, at man udvider produktionen i Malaysia, idet kapaciteten på den første produktionslinie allerede nu er udsolgt.[/i]
På den baggrund er det blevet besluttet at udvide kapaciteten i Malaysia med yderligere en produktionslinie. Den nye produktionslinie, som får ca. 25% højere kapacitet end den eksisterende linie, vil repræsentere den nyeste teknologi og vil være den første af sin art i Sydøstasien.
Produktionslinien vil blive placeret i tilknytning til den eksisterende linie i Nilai ca. 50 km syd for Kuala Lumpur, og den samlede investering forventes at blive på ca. 270 mio. kr.
Det forventes, at den nye produktionslinie vil være i drift medio 2005, og at den vil bidrage positivt til indtjeningen allerede fra 2006.
- Det er vor vurdering, at Fibertex med denne investering etablerer en meget konkurrencedygtig
platform i Sydøstasien og dermed placerer sig effektivt i en af de hastigst voksende regioner i verden, skriver Schouw & Co i den udsendte fondsbørsmeddelelse.