23948sdkhjf

Se tallene: Gabriel nåede et rekordsalg

Tekstilgiganten Gabriel med hovedsæde i Aalborg brager igennem omsætningsmæssigt, men stagnerer omtrent på bundlinjen.

Det viser en ny årsrapport, som den danske tekstilproducent har offentliggjort.

Regnskabsåret, som skifter 1. oktober, viser en omsætningsfremgang på godt 26 procent og lander på rekordhøje 493 millioner kroner.

Væksten ligger lige over det forventede niveau, som blev meldt ud i forbindelse med opjusteringen i det seneste halvårsregnskab og stammer både fra organisk vækst og fra opkøb af virksomheder.

Overskuddet efter skat er vokset med mere beskedne tre procent i perioden til 35,3 millioner kroner.

- Vi er meget tilfredse med udviklingen i et år, hvor vi har gennemført både akkvisition (virksomhedsopkøb, red.) og etableret os i USA. Vi kan konstatere, at det nu er fjerde år i træk, at vi sætter omsætningsrekord, og at vores fremgang sker på alle forretningsområder og markeder på trods af, at efterspørgslen kun vokser begrænset på verdensplan, forklarer Anders Hedegaard Petersen, der er administrerende direktør i Gabriel.

Han forventer, at den positive udvikling også fortsætter i de kommende regnskabsår, og at Gabriel-koncernen dermed kan realisere endnu et rekordregnskab i indeværende regnskabsår.

- Her forventer vi at fortsætte rejsen og opnå en vækst på både top- og bundlinje i niveauet 10 til 15 procent, siger Anders Hedegaard Petersen.

Gabriel udvikler, producerer og sælger møbelstoffer, komponenter og polstrede flader.

Virksomheden, der har lidt over 400 ansatte spredt over hele kloden, er noteret på fondsbørsen i København, men er ejermæssigt domineret af en række private aktionærer.

Børsværdien af aktierne i Gabriel er på 954 millioner kroner.

Gabriel Holding A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Nettoomsætning 492,8 390,4
Driftsresultat (EBIT) 45,9 39,4
Resultat før skat af forts. aktiviteter 46,8 42,7
Årets resultat 35,3 34,3
Balancesum 398,3 289,7
Egenkapital 221 201,6
Antal ansatte 404 292
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078