Junckers i gang
[i]Så er der atter gang i hjulene hos Junckers Industrier. Salget af gulve går godt og ligger over det budgetterede niveau for april.[/i]
Salget af gulve går godt, og rent afsætningsmæssigt ligger Junckers i øjeblikket over budgettet for april. Det er især nogle af eksportmarkederne, der trækker læsset. Salget går især godt i USA og Spanien, fortæller Flemming Viskum, der er teknisk direktør hos Junckers, til Køge Dagblad.
Det begyndte at gå den rigtige vej for Junckers stort set fra dag et efter betalingsstandsningen, der har ligget som en tung dyne hen over virksomheden.
- Afsætningen drillede da noget undervejs i forløbet, men nu er vi både på plads igen produktionsmæssigt og salgsmæssigt, fortæller Flemming Viskum, der har kunnet se lageret vokse i de første måneder af året, men nu kører en lind strøm af lastvogne igen af sted med trægulve fra virksomheden.
Axcels overtagelse af Junckers blev besluttet i forbindelse med virksomhedens generalforsamling den 30. marts, og den 1. maj tiltræder Junckers' nye administrerende direktør, Lars Hermansen.