23948sdkhjf

Klumme: Kommunerne kommer!

Træbranchen kan med stor fordel forberede sig på kommunale indkøberes stigende interesse for FSC-certificeret træ. Det vurderer Loa Dalgaard Worm fra FSC Danmark.
Klumme af Loa Dalgaard Worm, FSC Danmark

Vi ved det godt. Vi har i årevis råbet ”ulven kommer” om kommunerne og håbet på, at nu tog de deres ansvar alvorligt. Og indtil videre er ulven udeblevet, selvom han har nok så meget grund til at indfinde sig.

Kommunernes risiko for at bidrage til ulovlig og ikke-bæredygtig skovhugst er nemlig lige så stor, som den hele tiden har været. Det viste sig blandt andet under sagen fra byggeriet af Aros, hvor Århus Kommune troede, at de levede op til alle krav, men endte med at måtte afbestille træet og købe noget nyt efter en tur i kløerne på JyllandsPosten.

Den samme tendens blev også dokumenteret for nyligt, da en rapport fra den journalistiske vagthund, DanWatch, viste, at mindst ni ud af 15 kommuner indenfor de sidste fem år har købt afrikansk tropisk træ til offentligt byggeri uden at undersøge, om det var certificeret.

Undersøgelsen viste også, at kommunerne i det hele taget ikke anede, hvorfra, og af hvem, de havde købt træ og kun enten meget modvilligt udleverede informationer om ophav eller slet ikke på trods af aktindsigt.

Tiden hvor man blot kan lukke øjnene er forbi
Dette er specielt problematisk set i lyset af, at DanWatch også kunne dokumentere, at i hvert fald fire kommuner har købt træ fra Congo-deltaet, hvor der er massive problemer med ulovlig skovhugst.

Dette står for mig som et paradoks. For vi ville selvsagt blive meget forargede, hvis der foregik ulovlig skovhugst i Danmark, og nogen pludselig pløjede store skovarealer ned for at skabe en hurtig profit.

Alligevel har alt for mange danske offentlige indkøbere i tidens løb valgt at lukke øjnene for problemet, så længe det foregår i udviklingslande, Rusland eller andre steder udenfor vores umiddelbare nærhed.

Men tiden, hvor man som indkøber blot kan lukke øjnene er forbi, og kommunerne er ved at vågne op, når det kommer til køb af bæredygtigt træ.

Kommuner varmer op til certificeret træ
Landets tre største kommuner stiftede i 2006 ”det Grønne Partnerskab”. Det revolutionerede på ingen måder de offentlige indkøb i en grøn retning. Faktisk har i vi den mellemliggende periode kun set ganske beskedne positive resultater fra Miljøministeriet og de nu fem danske kommuner, der igennem dette samarbejde har forpligtet sig til miljøvenlige og bæredygtige offentlige indkøb.

Men nu tyder det endelig på, at der er noget, der rører på sig. Vi har set indkøbspolitikker, der specificerer certifikater på træet til legepladser og papirindkøb. Og vi har set kommuner, som blev hængt ud i pressen for ikke at følge deres egen politik.

Det seneste eksempel er Århus Kommune, der mødte stor kritik for, at de ikke sikrede sig lovligt og bæredygtigt træ til byens store prestigeprojekt ”Your Rainbow Panorama” på taget af kunstmuseet Aros. Og det på trods af, at selveste Nicolai Wammen på forsiden af hjemmesiden for ”Det grønne Partnerskab” klart slog fast, at det var kommunens opgave at gå foran i sager som disse.

Det lod JyllandsPostens Århus-avis, JP Århus, ikke gå deres næse forbi og igennem en serie på seks bærende artikler fulgte de forløbet fra dokumentation af manglende krav om certificering af træet til, at kommunen pludselig afbestilte det træ, som var undervejs fra Indonesien og bestilte noget nyt i stedet – denne gang med FSC-certifikat.

Kedelig sag fik fornuftig afslutning
Egentlig var det ikke Århus Kommunes skyld. De var blevet rådgivet forkert om mulighederne for at skaffe FSC-certificeret træ af deres konsulentfirma Schmidt Hammer og Lassen, som ikke mente, at det var muligt at skaffe 1600 kvm certificeret træ.

Det kunne man imidlertid sagtens. Efter første artikel i JP Århus henvendte en række danske grossister sig til både kommunen og FSC Danmark. De havde skam træet på lager og flere af dem endda i Danmark med dag-til-dag levering.

Det var en kedelig sag for kommunen, som nok kunne fralægge sig ansvaret for fejlen, men alligevel måtte finde sig selv, som dem, forløbet faldt negativt tilbage på. Derfor bed man hurtigt den økonomiske byrde i sig, sikrede sig en ekstrabevilling fra Herman Sallings Fond og bragte tingene i orden.

Forløbet sluttede derfor fornuftigt ved, at man fandt en leverandør af det FSC-certificerede træ. Byggeriet undgik dermed med nød og næppe at ende som endnu et ærgerligt eksempel på kommuners sløseri med at sikre sig, at borgernes skattekroner ikke støtter ulovlig og ikke-bæredygtigt skovhugst.

En holdningsændring
Denne lykkelige slutning er for mig et eksempel på, at kommunerne endelig er begyndt at tage træets oprindelse alvorligt. For blot tre år siden tror jeg ikke, at sagen var endt sådan på trods af, at økonomien dengang så bedre ud for kommunerne.

Der er sket en holdningsændring hos kommunerne i det sidste år. Den kommer langsomt, men støt. Senest så vi den hos de fremmødte indkøbere og bygherrer til et seminar omkring den offentlige indkøbsvejledning for træ og papir i netop Århus.

Her drejede spørgsmålene fra salen sig for første gang ikke om hvorfor, men om hvordan man laver bæredygtigt indkøb. I stedet for at klage over besvær og prisforskelle gik spørgsmålene på helt specifikke guides til udvælgelse af alternative træsorter, udformning af udbudsmateriale, og hvem de kunne trække på for viden.

Hvad har kommunerne lært?
Hos FSC Danmark ser vi de nævnte eksempler som led i en meget interessant udvikling, der får en stigende indflydelse på de danske kommuners indkøbspolitikker. De enkelte afdelinger i kommunerne er mere opmærksomme på at lære af hinandens fejl, og det er blevet mere interessant at slå sig sammen og hente et samlet tilbud fra leverandører for at kunne kræve konkurrencedygtige priser på FSC-certificeret træ.

Endnu har den offentlige indkøbsvejledning et stykke vej til sit store gennembrud, men der skal ingen tvivl være om, at vi i FSC Danmark gør vores til at gøre kommunerne opmærksomme på den, så den ikke blot forbliver pyntepolitik, men også bliver implementeret i praksis.

Og lad os så en gang for alle få det på det rene: Der findes 136 millioner hektar skove er FSC-certificeret på verdensplan, og tallet stiger eksplosivt. Det hører derfor fortiden til, at FSC-certificeret træ skulle være umuligt at skaffe.

Især Aros-eksemplet viser, at man sagtens kan få FSC-certificeret træ, men ligesom med alt andet, skal man vide, hvem man skal spørge. Og måske der også ligger en lille lektie her for de kommunale bygherrer og deres rådgivere?
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078