Martela Danmark leverer hæve-sænkeborde til Tyskland
Martela Danmark har vundet en EU-licitation på levering af omkring 3.000 hæve-sænkeborde til Stadt Bochum
Martela Danmark, der er en af Danmarks største leverandører af kontormøbler, har netop afleveret de første 180 borde til den tyske by. Det er især kundeønsker og gennemførelsen af nye arbejdspladsregulativer, der er baggrund for, at cirka 70 pct. af det antal nye skriveborde, der sælges på det danske marked, er forsynet med hæve-sænkefunktion.
- Tidligere var det god latin at tale med kunden om behovet for at kunne skifte mellem siddende og stående arbejde. I dag er spørgsmålet mere, hvordan kunden ønsker at kunne justere bordet, og i hvilket interval det skal ske. Den udvikling vil vi også se udenfor Skandinavien i de kommende år, siger adm. direktør Anders Baastrup, Martela Danmark til ErhvervsBladet.