Et møbel til dyrkelse af skønheden
Fem møbeldesignere er blevet bedt om at præsentere hver deres bud på et moderne møbel til dyrkelse af skønheden. Møblerne bliver designet med en særlig, kendt dansker for øje. Vindermøblet afsløres – sammen med den kendte dansker, der i år er en kvinde - på Scandinavian Furniture Fair i morgen den 12. maj kl. 10.00.
Tidligere var et toiletbord et must for enhver kvinde. I ethvert soveværelses- eller kabinetmøblement indgik et møbel, hvor den forfængelige kvinde kunne pleje sit udseende. Men med badeværelsernes triumftog blev det traditionelle toiletbord trængt i baggrunden, for ikke at sige glemt.
- Vi vil gerne revitalisere møblet til dyrkelse af skønheden. Det kan enten være som et selvstændigt møbel til soveværelset eller badeværelset eller som et tilbehør til et eksisterende møbel, og det behøver ikke have den fjerneste lighed med et traditionelt toiletbord, siger Keld Korsager, adm. dir. Foreningen Dansk Møbelindustri, der står bag Scandinavian Furniture Fair 2004.
Derfor er årets ”møbel til en kendt dansker” et møbel til dyrkelse af skønheden.
Fem anerkendte designere på tværs af generationer – Lotte Olesen, Hanne Kjærholm, Louise Campbell, Mia Gammelgaard og Lise Isbrand - viser hver deres version af det ultimative skønhedsmøbel designet med en kendt danskers personlighed for øje.
- Danmark har mange dygtige kvindelige designere, og det var nærliggende for os at lade nogle af dem komme med et bud på det ultimative skønhedsmøbel i stedet for at overlade det til mænd,” siger Keld Korsager.
Udstillingen åbner den 12. maj 2004, hvor vindermøblet kåres kl. 10.00, og sløret løftes for, hvem den kendte dansker er. Vi kan dog røbe, at det hverken er Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik eller Naser Khader. De har nemlig tidligere fået hver deres personlige møbel på Scandinavian Furniture Fair. I år er det en kvinde, der er udpeget til at modtage møblet.