23948sdkhjf

Flere talenter på møbelmessen

Antallet af udstillende talenter på særudstillingen Talentzonen er steget kraftigt i forhold til sidste år – fra 38 til 60 udstillere. Talentzonen er et karrierespringbræt for mange af de unge designere.
Talenterne flokkes på Scandinavian Furniture Fair. Og de har fået mere rum at boltre sig på.

- Ud over at glæde os over den danske møbelbranches succes vil vi gerne fokusere på den kreative underskov. For det er blandt andet den, der afgør, om møbelbranchen også vil få succés i årene, der kommer, siger Keld Korsager, adm. direktør, Foreningen Dansk Møbelindustri.

Derfor er der næsten dobbelt så mange deltagere på Talentzonen i år som sidste år, ligesom udstillingen er udvidet fra 1750 kvadratmeter til 2.100 kvadratmeter.

Talentzonen er stedet på Scandinavian Furniture Fair, hvor de unge og uetablerede designere udstiller møbler, der ofte er vilde, ukommercielle og tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mange af de udstillende designere er studerende eller helt nyuddannede. Talentzonen har i år tiltrukket designere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Korea, Tyskland og Serbien/Montenegro - usædvanligt vidt spredt i forhold til tidligere år. Udstillingen er censureret for at sikre et højt niveau. Det udstillede møbel må ikke være sat i produktion.

Flere designskoler deltager i år med gruppeudstillinger på Talentzonen. En af dem er Kunstakademiets Arkitektskole, studieafdeling 11, der deltog som gruppe for første gang i 2003. Samme år modtog studieafdeling 11s udstilling Bo Bedres designpris for nytænkning.

- Det er en enestående chance for de studerende til at møde producenterne, få feedback på deres idéer og skabe netværk, der kan blive starten på et fremtidigt samarbejde, siger underviser på Kunstakademiets arkitektskole Finn Hagen Storgaard.

For flere unge designere blev deltagelsen på Talentzonen afsæt for design-karrieren.
Jens Ring Bursche deltog på Talentzonen i 2001 med en række af tre klapstole ved navn ”Waves.” Da var han næsten nyuddannet. Han fik kontakt til en italiensk producent. Waves vandt fire måneder efter prisen som Chair of the Year 2001 i Italien, og er blevet produceret siden årsskiftet 2002-2003.

- Jeg tror ikke på, ”waves” ville være blevet sat i produktion, hvis ikke jeg havde deltaget på Talentzonen, så jeg har været meget glad for at deltage, siger Jens Ring Bursche.

Talentzonen findes i C-hallerne og H-hallen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079