23948sdkhjf

Ny kritik af renoveringspuljen

Ifølge Ugebrevet A4 er over 20 % af renoveringspuljens 1,5 mia. kroner endt i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Ministeren mener dog, at puljen har opfyldt sit mål.
Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i tallene for Erhvervs- og Byggestyrelsens udbetalinger fra renoveringspuljen, og heraf fremgår det, at omkring 322 mio. kroner fortsat ligger hos Økonomi- og Erhvervsministeriet.

De manglende udbetalinger udgør mere end 20 % af de samlede midler i puljen, og ifølge A4 vil pengene ikke komme til udbetaling, fordi de allerede er inddraget i den nye finanslov.

Alligevel fastholder økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, at puljen har været en succes:

- Som konjunkturfremmende instrument har puljen haft en klar positiv virkning i 2009 og 2010. Puljens beskæftigelsesvirkning var markant og bidrog til at dæmpe tilbageslaget inden for byggeriet, oplyser han.

Bortfald større end ventet
Hos Erhvervs- og Byggestyrelsen erkender direktør Henning Steensig, at beløbet er større end forventet. Han havde regnet med, at ansøgere svarende til 10-15 % af puljens midler ville falde fra:

- Det kan nu konstateres, at bortfaldet er lidt større end forventet. Men det afgørende kriterium for, at puljen kan betegnes som en succes, er, at den har været med til at begrænse krisen i byggeriet, siger Steensig til A4.

I alt 117.000 ansøgninger er blevet behandlet, men hvor mange der er afvist, ønsker Henning Steensig ikke at oplyse. På nuværende tidspunkt mangler der 45 ansøgere at få udbetalt tilskud som følge af ekstraordinære forsinkelser.

Kritik fra opposition og Håndværksrådet
Hos bl.a. Socialdemokratiet og Håndværksrådet betegner man økonomi- og erhvervsministeriets håndtering af processen som yderst kritisabel:

- Ministeriet har længe vidst, at der var overskydende midler i puljen, som ikke ville blive udbetalt. Alligevel har Brian Mikkelsen valgt at sidde på sine hænder uden at gøre noget som helst for at sikre, at pengene kommer ud at arbejde i byggebranchen, siger Socialdemokratiets boligordfører, Thomas Jensen.

Både han og Frank Korsholm, leder af Håndværksrådets politiske afdeling, mener, at det er renoveringspuljens krav og frister, der bærer skylden for, at over 20 % af midlerne ikke bliver udbetalt:

- Det viser endegyldigt, at vores bekymringer for den skrappe administration var velbegrundede. Alt for mange håndværkere endte med at opgive at anvende puljen, siger Frank Korsholm.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.057