Dansk ikon siger nu 'bling': Sådan bliver 50-året fejret
Schweiziske Vitra kunne i 1968 for første gang fremvise danske Verner Pantons berømte "Panton Chair", som var støbt til ét stykke selvopretholdende plast.
Og det skete i 1968 på den årlige, internationale møbelmesse IMM i Köln.
Det er 50 år siden og fejres netop på årets igangværende IMM-messe med 2 prangende jubilæumsudgaver af det skulpturelle stoleikon.
De hedder Panton Crome og Panton Glow og produceres i et begrænset antal eksemplarer.
- Gennem sin karriere var Verner Panton fascineret af spejlende overflader og eksperimenter med forskellige, reflekterende effekter og var det end nærmest nogen anden designer. Den lidenskab er tydelig i hans møbler og lamper og i meget af hans ekspressive interiør, skriver Vitra i en pressemeddelelse.
Skal man tro den schweiziske møbelproducent, er den spejlblanke udgave faktisk danskerens egen vilje, og jubilæumsudgaven er udarbejdet i samråd med Verner Pantons svenskfødte enke, Marianne Panton.
- Tilbage i begyndelsen af 1970'erne udforskede han muligheden for at give Panton Chair en spejlvendt overflade. Han følte, at stolens dynamiske kurver var særligt velegnede til at få en reflekterende belægning. Men fordi sådan en overflade er følsom over for ridser, var det dengang en teknisk hindring, man ikke kunne overvinde, skriver Vitra også.
I dag kan Pantons ønske netop realiseres, fordi Vitra benytter en højudviklet proces, hvor metalpartikler er indlejret i flere lag af lak. Samtidig er belægningen elastisk og holdbar nok til at bevare stolens fleksiblitet, uden at belægningen krakelerer, anfører Vitra.
Panton Crome vil blive markedsført i marts 2018. Panton Glow i juni 2018.
Designets oprindelse er omstridt. I 1950'erne blev der skabt 2 forskellige prototyper i Danmark, som begge ligner Panton-stolen. Først af Gunnar Aagaard Andersen i 1953 og i 1955 af Poul Kjærholm. Selv om plagaitbeskyldningen fra tid til anden har været luftet i offentligheden - især Gunnar Aagaard Andersen følte sig hørbart snydt - er der aldrig blevet en sag ud af det. |