2010 satte konkursrekord
I forhold til 2009 gik 13,3 % flere virksomheder konkurs i det forgangne år. Til gengæld er der også sket en stigning i tilvæksten af nye selskaber.
13,3 % flere virksomheder måtte lukke ned i det forgangne år, og 2010 indtager dermed positionen som det år i konkursstatistikkens historie med allerflest konkurser.
Værst i øst
Bornholm, Lolland-Falster og Hovedstaden tegner sig for de relativt største stigninger i antallet af konkursramte virksomheder.
Bornholm havde 27 konkurser (7 i 2009), Lolland-Falster oplevede 89 konkurser (54 i 2009), mens hele 2.963 virksomheder gik konkurs i Hovedstaden i 2010 (2.450 i 2009). For Hovedstadens vedkommende svarer det til en stigning på 20,9 %.
Fyn, Nordjylland, Sydjylland og Færøerne har som de eneste områder oplevet fald i antallet af konkurser sammenlignet med 2009.
Forskelle mellem brancherne
Ser man på de forskellige erhvervsområder, viser det sig, at alle brancher kan notere en stigning i antallet af konkurser i 2010 i forhold til i 2009. Dog har brancherne "Transport" og "Fast ejendom" oplevet de mindste stigninger i antallet af konkurser.
Derimod har mindre brancher som "Forsyningsvirksomhed mm." og "Råstofvinding" – sammen med brancher som "Sundhedsvæsen", "Kultur", "Forlystelser & Sport" samt "Pengeinstitutter & finansielle virksomheder" – oplevet de relativt største stigninger i antallet af konkurser siden 2009.
[b]Flere nye selskaber i 2010
Et noget mere positivt budskab fra Experians konkursstatistik er, at der tilsvarende er sket en stigning i antallet af nye selskaber.
I alt er der etableret 19.116 nye selskaber i 2010, hvilket er 875 flere end i 2009. Dog skal man helt tilbage til år 2004 for at finde et år med færre nyetablerede selskaber.
Det er særligt udviklingen i Hovedstaden, på Bornholm og i Østjylland, der trækker tallet op.