23948sdkhjf

Forbedret resultat: Dyrere kontorborde sælger igen

Tæt på fordoblet driftsresultat hos østjysk kontorleverandør.

Dencon Center A/S - den uafhængige forhandler af Dencons danskproducerede kontormøbler - er tilfreds med det netop opgjorte regnskabsår.

Driftsresultat er næsten fordoblet fra 1,8 til 3,4 mio. kroner.

Det er dels forhøjet leveringssikkerhed og dels en gunstigere efterspørgsel på kontormøbler, der skaber resultatet, fortæller Torben Møller, adm. direktør.

- Der er en positiv stemning i markedet, og folk er villige til at bruge lidt flere penge igen. Det er ikke længere de billigste borde, vi sælger flest af som i de 5 første år efter finanskrisen. Nu er der en klar tendens til at købe dyrere og bedre, siger han til Wood Supply.

Til gengæld er markedet for hæve-sænkeborde så konkurrencepræget, at avancen på selve bordene efterhånden er forsvindende lille.

- Solgte vi kun borde, kunne vi ikke leve af det. I dag er det tilbehør og services og evnen til at skabe den rigtige arbejdsplads, der tjener pengene hjem. Alt det ekstra som gør tingene lækkert.

Et andet konkurrenceparameter er tid.

- Det er næsten det vigtigste i dag. Det er ikke længere så vigtigt, om et bord koster 3500 eller 4500. Det vigtige er, at man kan levere i næste uge, hvor medarbejderne kommer.

Det er Dencon Center også blevet bedre til. En storstilet produktionsomlægning hos hovedleverandøren Dencon i Skive gav leveringsproblemer i en længere periode. Disse kvaler er ved at være fortid, og Dencon Center er blevet i stand til at levere Dencon-borde langt hurtigere end før.

- Så vi er på et niveau, hvor vi kan levere igen. Det har også haft en gevaldig betydning for resultatet, siger Torben Møller.

Dencon Center A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Bruttofortjeneste 5,9 4,7
Resultat af primær drift 3,4 1,8
Resultat før skat 3,5 1,9
Årets resultat 2,7 1,5
Balancesum 9,3 6,3
Egenkapital 4,9 3,2
Personaleomkostninger -2,6 -2,5
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.476