Billig arbejdskraft har ikke invaderet Danmark
Endnu har udvidelsen af EU ikke ført til den frygtede invasion af billig arbejdskraft, men i byggeriet er fagforeningerne utrygge ved tendensen til, at udenlandske virksomheder udstationerer arbejdskraft her i landet.
Ansøgningerne er indkommet både før og efter udvidelsen. Ifølge den danske ambassade i Polen er der kun tale om en moderat stigning på 19 procent i antallet af ansøgninger i løbet af dette års første fire måneder i forhold til samme periode i 2003, hvor de gamle regler gjaldt.
I Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) oplever bygningsgruppeformand Peter Hougaard Nielsen, at de danske regler om arbejdstilladelser ikke bliver brugt. Derimod er der en tendens til, at østeuropæere sendes hertil af et firma i hjemlandet. Dermed er de omfattet af EU's udstationeringsdirektiv. Det betyder, at de danske regler om arbejdsmiljø, ligeløn og feriepenge skal fælges. Derimod er det ikke nødvendigt, at lønnen følger den danske standard. Det skal de danske fagforeninger sikre.
Peter Hougaard Nielsen er utilfreds med, at politiet eller andre myndigheder ikke kontrollerer, om de udenlandske arbejdere rent faktisk er ansat i et udenlandsk firma, og om reglerne i udstationeringsloven overholdes.
Vicerigspolitichef Hans Viggo Jensen afviser, at den form for kontrol påhviler politiet.
- Vi er ikke noget arbejdsmarkedspoliti, og det er ikke op til os at vurdere, om man opfylder reglerne i udstationeringslove, siger han.
Problemet om kontrol i forhold til udstationeringer vil ifølge Ugebrevet A4 blive taget op i det følgeudvalg af embedsmænd fra Beskæftigelsesministeriet samt arbejdsgivere og lønmodtagere, som er nedsat for at holde øje med, om reglerne bliver omgået.
Hele artiklen fra Ugebrevet A4 kan læses på her
Kilde: Forbundet Træ Industri Byg i Danmark