Idemøbler flytter hjem til Lars Larsen
Idemøbler i Virklund flytter 1. marts til Silkeborg. Her får møbelbutikken hjemme i et bolighus i retailområdet Center Nord.
- Målet med vores nye butikker er, at kunderne kommer ind i vore bolighuse, føler sig hjemme og lader sig inspirere til, hvordan de selv kan indrette deres eget hjem. Vi arbejder altid intenst med at skabe den gode oplevelse og sikre kunderne får lige præcis de møbler hjem i stuen, som passer ind i deres hjem, siger kædedirektør Martin Hallund i en pressemeddelelse.
Idemøbler bliver i Center Nord naboer til Jysk. Dermed er de to Lars Larsen-ejede butikker tæt på hinanden i Silkeborg.
- Da vi flyttede Jysk herop for en del år siden, kunne vi se, at omsætningen steg 30-40 procent. Det var klart, at det var et ideelt område, så da jeg overtog Idemøbler tænkte jeg: Lad dog dem komme hen til et succesområde. Det tror jeg, vi får meget fælles gavn af, siger Lars Larsen til Midtjyllands Avis.
Bolighusets to etager rummer i alt 3.200 kvadratmeter.