Hvad har Bjerringbro nu gang i?
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Det ligger i en kapitalfonds velkendte natur at skulle vokse. Både organisk og ved hjælp af opkøb.
En familieejet virksomhed kan selv vælge sit mål med tilværelsen og vælge det med omhu. Kapitalfonden er helt enkelt sat i verden med en mission, og den kender alle: Gør det mere værd. Få fortjeneste.
Og under alle overskrifter er dét først og fremmest årsagen til, at Holmris og B8 nu søger velsigelse til sammen at hedde Holmris B8. Kapitalskabt konsolidering.
I juni overtog BWB Partners aktiemajoriteren i kontormøbelgiganten Holmris, og det usædvanlige ligger ikke i, at kapitalfonden går på opkøb.
Det usædvanlige er denne gang opkøbets størrelse. B8 omsætter for over en kvart milliard. Og at overtagelsen sideordner 2 virksomhedsnavne i stedet for at opsluge ét.
Dét er overraskelsen. Selv om verden bestemt har set større.
For der er masser af grunde til ikke at være overrasket. Og masser af fornuft, der taler for, at de 2 bysbørn skal udgøre én og ikke 2.
Holmris og B8 gør hinanden komplette. Hvor Holmris-koncernen især gennem opkøb har gjort sig stadig mere komplet på kontraktmarkedets forskellige segmenter, har B8's styrke især ligget i dybden på det store corporate-segment, hvor disciplinen ikke er at kunne levere en vognfuld billige borde. Men hvor det i høj grad handler om at administrere dem og tænke i samlede driftsomkostninger.
Groft sagt er B8 "bare" endnu en niche. Bare den største af dem, Holmris slår sig sammen med.
Hele B8's teknologiske setup, som den hidtil Grundfos-ejede virksomhed har bygget op i de senere år, udfordrede formentlig Holmris og førte dem til en skillevej, hvor vejskiltene sagde "kæmp" eller "overtag!".
Læg dértil alle de logistiske oplagtheder, når 2 virksomheder bor i samme by. Man kan flytte på både mennesker og maskiner. Synergier og stordriftsfordele står i kø.
Overfladisk skimmet kunne det ligne et skridt mod en monopol- eller duopollignende tilstand, hvor den danskejede del af kontraktmarkedet har et par tårne, der rager op over de andre.
En høj markedsandel gør det dog ikke alene.
Monopol- eller duopol-lignende tilstande er også kendetegnet ved, at giganten kan sætte en betydelig konkurrencebarrerie i vejen for konkurrenter. Sådan en barriere er svær at se på markedet.
Alle kan fortsat lave møbler og sælge dem.
Nordiske konkurrenter som Kinnarps, Lammhults og EFG er her allerede og bevidner også, at konkurrencen forlængst er grænseoverskridende.
Den danske møbelbranche har også fortsat et decentralt præg, og der er stadig en betydelig underskov af mindre og mellemstore producenter, indrettere og leverandører. Selv om tiderne har tyndet ud i den skov, er der stadig træer nok til at holde picnic.
Fusionen får uden tvivl en betydning udadtil. Men betydningen bliver langt større indadtil for klyngen i Bjerringbro.
Artiklen er en del af temaet Kommentar.
