Mindre firmaer udvikles via vækstgrupper
Virksomheder, der går sammen i værkstgrupper kan udvikle mindre virksomheder for få midler, det viser erfaringerne fra et samarbejde i Århus-området.
Ifølge ErhvervsBladet anbefaler Professor Per Nikolaj Bukh, Handelshøjskolen i Århus, forsker i entrepreneurship og vækst, andre kommuner, der ikke allerede gør noget for at udvikle deres lokale virksomheder, til at kikke på erfaringerne med dannelse af vækst- og udviklingsgrupper i Århus-området.
Direktør Jens Bay, KR Hospitalsudstyr, Hadsten, 30 ansatte, var med i en vækstgruppe for et par år siden for at få input til udvikling af en helt ny sengetype til plejesektoren. Han er særdeles godt tilfreds med udbyttet i gruppen, der fungerede med konsulenthjælp fra Teknologisk Institut.
- Udbyttet bidrager til bundlinien, fordi det nye produkt sælger rigtig godt. 75 pct. af de nye senge eksporteres. Og virksomheden bygger videre på modulsystemet, siger Jens Bay til ErhvervsBladet.