23948sdkhjf

Nedskrivning på ejendom trækker Lauritz-regnskab i minus

Faldende omsætning og en erhvervsejendom på Østerbro præger Lauritz' årsregnskab.
Auktionshuset Lauritz kommer ud af 2017 med røde regnskabstal.

Selskabets årsrapport, der er offentliggjort torsdag, viser et underskud efter skat på 21 millioner kroner mod et plus på 10,7 millioner året forinden.

Underskuddet skyldes i høj grad nedskrivninger for mere end 23 millioner, hvoraf de knap 19 vedrører en ejendom på Rovsinggade på Østerbro i København, som selskabet ejer.

Lauritz går nu aktivt ind i en proces, hvor man håber at sælge ejendommen i løbet af de kommende 12 måneder.

I den forbindelse har man nedskrevet værdien af ejendommen til den forventede salgspris, som altså er væsentligt lavere end den værdi, den hidtil har været bogført til.

Driften bidrager derimod positivt til regnskabet, men ikke så positivt som i 2016.

- Driftsresultatet er ikke tilfredsstillende, og vi har iværksat en række besparelser i januar, som skal få omkostningerne til at matche den lavere omsætning, hedder det i ledelsens kommentarer til regnskabet.

Omsætningen på auktioner er således faldet med 17 procent sammenlignet med året før.

Det skyldes dog til dels, at man i slutningen af 2016 solgte en stor kunstsamling, og at sammenligningsgrundlaget derfor har været kunstigt højt.

Piller man kunstsamlingen ud af tallene, er omsætningsfaldet på 12 procent.

Lauritz sagde 1. december farvel til administrerede direktør Erik Norberg efter blot fire måneders ansættelse.

Lige nu ledes selskabet af bestyrelsesformand og stifter Bengt Sundström, mens man leder efter en anden og mere permanent løsning.

Det sker samtidig med, at selskabet er i gang med at udarbejde en ny strategi, der tager højde for kundernes stadigt voksende brug af digitale løsninger.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079