Polakker er meldt ind i TIB
Omkring 50 polske byggearbejdere, som arbejder for det polske firma, Biomax, er nu meldt ind i TIB og er dermed dækket af overenskomsten.
Eksport af billige polske håndværkere fra det polske firma Biomax er nu bragt til ophør, efter at indehaveren, Ole Thuesen, underskrev en overenskomst med TIB, som sikrer hans polske medarbejdere i Danmark ordentlige løn- og arbejdsvilkår, skriver Træ-Industri-Byg i dag.
TIBs bygningsgruppeformand glæder sig over, at det er lykkedes at lave en aftale, som sikrer de polske kolleger løn- og arbejdsforhold, der matcher deres danske kollegers, og som overholder de til enhver tid gældende overenskomster mellem Dansk Byggeri og Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, fremgår det af TIB’s hjemmeside.
- Ole Thuesen har ved udsigten til en faglig blokade fra den 18. juni 2004 valgt at sadle om og spille efter reglerne på det danske arbejdsmarked. Vi har med aftalen fået sat en stopper for hans eksport af billige og uorganiserede håndværkere, som undergraver de danske løn- og arbejdsvilkår, siger Peter Hougård Nielsen og fortsætter:
- Ole Thuesen har nu forpligtet sig til at overholde samtlige overenskomster og priser, som er aftalt med Dansk Byggeri og alle forbund under BAT-Kartellet.