Jysk indfører Ikeas returpolitik
1200 Jysk-butikker gør nu som Ikeas varehuse har gjort længe og giver kunderne en returret på ubrugte varer, som aldrig udløber.
Det skriver Berlingske Business.
Det er butikkerne i kædeselskabet Jysk Nordic, der driver cirka halvdelen af alle Jysk-butikker, som indfører den nye returpolitik.
Jysk-kæden har hidtil haft bytteregler, som var for uklare, og kunder har oplevet, at reglerne blev fortolket forskelligt, skriver avisen. Medarbejdere har også været usikre på, hvornår de måtte tage imod en vare.
- Vi ved fra vores interne undersøgelser, at det er de ting, vi gør efter salget, når kunderne har problemer eller udfordringer, der giver kundetilfredshed og gør dem mere tilbøjelige til at handle hos os igen. Derfor gør vi det nu simpelt og helt fjerner tidsfristen, så kunderne ved, at de altid kan komme og returnere deres køb, siger Niels Veien, der er direktør for kundeoplevelser i Jysk Nordic.
Den fulde returret gælder ubrugte varer, som man har kvitteringer på. Har man mistet sin kvittering, får man en ombytningsret.