Opsving trues af flaskehalse alle 14 regioner
Det opsving, der så småt er i gang, får advarselslamperne til at blinke i landets 14 regioner, da der er udsigt til flaskehalse, vurderer de 14 regionale arbejdsmarkedsråd.
Denne vurdering fremgår af ArbejdsMarkedsPolitisk Agendas gennemgang af de nye redegørelser for 2. kvartal 2004 fra landets 14 regionale arbejdsmarkedsråd. Hovedparten af de regionale råd forventer stigende eller uændret beskæftigelse inden for det næste år, fremgår det af ErhvervsBladet.
Der skal således ikke lang tids vækst i beskæftigelsen til, før ledigheden tipper over i begyndende flaskehalse.
- Hvis flaskehalsene bliver en realitet, så risikerer vi at sætte opsvinget over styr. Manglen på arbejdskraft gør, at virksomhederne får svært ved at producere det, de havde planlagt. Derfor skal der sikres et højt beredskab og vi skal have målrettet beskæftigelsesindsatsen. De ledige skal holdes i kort snor, så de kan lukke de huller, der opstår. De skal tvinges til at være aktive i jobsøgning og søge hen, hvor jobbene er, siger chefkonsulent i DA Jørgen Bang-Petersen til ErhvervsBladet.