Hvad skal der ske med møbelindustrien?
Importen af møbler fra Polen og Kina er stigende, mens der produceres stadigt færre møbler herhjemme. Siden 2008 har den samlede møbelindustri mistet op mod 4.000 arbejdspladser.
Undersøgelsen viser, at den danske møbelhandel er steget med 2,9 % i de første ti måneder af 2010, og dermed ser de senere års nedtur ud til at være bremset.
Anderledes ser det ud for møbelindustrien, som ifølge Jyllandsposten har mistet op mod 4.000 arbejdspladser siden efteråret 2008. Og udviklingen ser ud til at fortsætte:
- Den løntunge del af produktionen er under afvikling, og udsigten for beskæftigelsen i møbelindustrien er dyster. Lønudgifterne er for høje, og produktiviteten for lav, siger adm. direktør Keld Korsager fra brancheforeningen Møbel+Interiør til avisen.
Udmeldingen bakkes op af de nyeste tal for Danmarks køb af møbler i udlandet. Statistikken, der dækker 1.-3. kvartal 2010, viser, at importen fra Kina og Polen er steget med henholdsvis 49 % og 30 %. Der er også tocifret procentvækst i importen fra andre lavtlønslande.
Viden i fare
Med de høje danske lønninger kan det være positivt for indtjeningen at outsource produktionen, men når fabrikkerne flytter ud af landet, risikerer vi at miste værdifuld erfaring, advarer Keld Korsager:
- Udflytning af produktion kan være nyttig for indtjeningen i dag og en tid fremover. Men vi kan ikke på længere sigt fastholde og udvikle den viden, som følger af at have produktionen tæt på. Desuden går det fintmaskede net af underleverandører langsomt, men sikkert i opløsning, og de branchefaglige uddannelser kan med tiden forsvinde, analyserer han.
Ifølge Jyllandsposten omfatter møbelindustrien i Danmark ca. 11.000 ansatte fordelt på omkring 400 virksomheder. De producerer tilsammen møbler for 13,6 mia. kroner. Før krisen, i 2007, lød omsætningen på 19,5 mia. kroner.