23948sdkhjf

En hyldest til euro-pallen produceres hos Kvist

Reklamemanden Niels-Henrik Iversen har sit eget reklamebureau. Snart har han også sin egen møbelserie.

I samarbejde med Kvist Industries i Årre i Vestjylland er Niels-Henrik Iversen undervejs med møbelserien TransporTables EUR.

Det var under skrivningen af historien om euro-pallen, at Niels-Henrik Iversen besluttede sig for at producere en selv.

- Når et produkt har virket i mere end 130 år, uden at gøre særlig væsen af sig, synes jeg, den fortjener en hyldest, siger Niels-Henrik Iversen, der i 35 år har drevet egen virksomhed som idéudvikler og tekstforfatter for nationale og internationale virksomheder.

Nu har han altså ideudviklet sit helt eget pallemøbel og med til hvert møbel hører en lille pamflet med fortællingen om euro-pallen, der rent faktisk blev produceret første gang i 1887 ... i Amerika. 

En til en – men ny
Møbelserien er udviklet som en fuldstændig tro kopi af den standardiserede palle.

Den produceres i nøjagtige dimensioner, både som halpalle og helpalle. Sømplaceringen er nøjagtigt kopieret – dog udstyres TransporTables EUR med sorte propper i stedet for søm, skriver JydskeVestkysten.

Møblet kommer i forskellige træsorter og med forskelligt tilbehør – tanken er, at det både skal fungere som et siddemøbel, en bænk og et bord.

Produceres når ordrerne er der
Kvist Industries har sin udviklingsafdeling i Årre. Det er her ideer modnes og udvikles. 

Det er også her at den første serie af pallemøblerne nu er klar til at blive sat i produktion.

- Det bliver små produktioner. Det er så dyrt et møbel, at vi vil producere, når ordrerne er inde, siger Jens Bach Mortensen, adm. direktør hos Kvist Industries.

Hvor mange ordrer, der kommer ind, er selvfølgelig svært at spå om, men Niels-Henrik Iversen har sin markedsstrategi klar.

- Mine forædlede europalle borde og bænke bærer ikke et kendt designernavn, men har en historie, der giver anledning til storytelling. Målgruppen er virksomheder, der arbejder med europaller. Det gør transport- og shippingbranchen. Flere af dem har kontorer, hvor der er plads til at give kunder, gæster og medarbejdere en fortælling om den palle, der er et centralt element i deres forretning. Målgruppen er også gallerier, museer og private feinschmeckere, der ønsker at udfordre det gammelkendte på nye måder, siger Niels-Henrik Iversen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078