Tvilum-Scanbirk sætter fokus på arbejdsulykker
Træindustrivirksomheden Tvilum-Scanbirk har haft held med at reducere antallet af arbejdsulykker efter devisen ”En ulykke er en ulykke for meget”.
- Ud fra devisen om at ulykker ikke kan accepteres, har vi sat os et mål, der hedder nul ulykker, siger personalechef Kirsten Sørensen, Tvilum-Scanbirk A/S ifølge TIB’s hjemmeside.
Næsten alle 1.200 medarbejdere på virksomhedens otte fabrikker har gennemgået såkaldte "praksisnære" sikkerhedskurser, hvilket betyder, at kurserne er blevet afholdt på selve arbejdsstedet, hvor den enkelte medarbejder har sin daglige jobfunktion, fremgår det af Forbundet Træ-Industri-Byg.
- Selv om vi i forvejen havde en høj sikkerhed, har denne kampagne haft afgørende indflydelse på holdningen til sikkerhed, så de fleste er blevet meget mere opmærksomme og har sikkerhedsbrillerne på hele tiden, siger tillidsrepræsentant Poul Andreasen fra Tvilum-Scanbirks fabrik i Kjellerup til TIB.
En kontant gevinst af den målrettede indsats er, at antallet af fraværstimer på grund af arbejdsulykker er faldet med 57 procent, skriver TIB.
Til efteråret starter en ny kampagne op på Tvilum-Scanbirk. Denne gang er temaet tunge løft og forbedrede løfteteknikker.