23948sdkhjf

Expedit vil blive i Danmark

Producenten af butiksinventar har lagt en ny vækststrategi, hvor en af grundpillerne er at bevare produktionen i Danmark. Det er der mange gode grunde til, siger adm. direktør Steen Bødtker.
Det bliver sværere og sværere for virksomheder med produktion i Danmark at konkurrere på lønomkostningerne, men hos inventarproducenten Expedit vil man strække sig langt for at bevare produktionen under hjemlige himmelstrøg.

Ifølge adm. direktør Steen Bødtker er fordelene bl.a. nærheden til kunden, leveringstid og -sikkerhed, og endelig arbejder kunderne i stigende grad efter en Code of Conduct, som deres leverandører skal leve op til:

- Kunden forlanger dokumentation for kvaliteten af den leverede vare samt dokumentation for, hvilke råvarer der er anvendt og hvilken arbejdskraft leverandøren bruger. Her er der set en række skræmmende eksempler på varer, som kommer fra Asien, siger direktøren til Børsen.

Lean og automation
For at øge konkurrenceevnen har Expedit netop investeret 15 mio. kroner i en ny, robotstyret produktionslinje på sin fabrik i Hadsten.

Den nye produktionslinje arbejder i tre skift døgnet rundt, og med denne investering udgør lønomkostningen nu under 10 % af prisen på slutproduktet. Det gør det muligt for Expedit at konkurrere med varer fra Kina:

- Hvis vi skal kunne konkurrere på lønomkostningerne i Kina og bevare produktion i Danmark, er vi nødt til både at tænke innovativt og investere i ny teknologi som for eksempel automation med robotter. Men det kræver også, at vi arbejder med Lean og fjerner de overflødige elementer i produktionen. Det gør vi i Expedit, siger Steen Bødker.

På lidt længere sigt overvejer Expedit at investere i flere robotter, som kan overtage det meget monotone arbejde.

Ny profil og nye markeder
Investeringerne i produktionen er led i en ambitiøs vækststrategi, der frem mod 2013 skal løfte Expedits omsætning fra de nuværende 400 mio. kroner til 500 mio. kroner med et overskud på 6 %.

Et centralt aspekt i strategien er at ændre selskabets nuværende profil som producent af stål- og træprodukter til fremover at fremstå som en videnbaseret totalleverandør af koncepter og løsninger.

Expedit har i over 50 år leveret butiksudstyr til dagligvarehandlen i Norden, men virksomheden er nu begyndt at bevæge sig ind på nye markeder, bl.a. i mode- og livsstilssegmentet:

- Både inden for sundhed, mode og livsstil er der en voksende kundegruppe med stor købekraft. Her er også et marked for Expedit, siger Steen Bødker.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094