23948sdkhjf

Jysk-medarbejdere mere glade end gennemsnittet

De ansatte i Jysk er markant mere tilfredse og motiverede end gennemsnittet på arbejdsmarkedet
Medarbejdertilfredshedsundersøgelse viser, at medarbejderne hos Jysk er yderst tilfredse og meget loyale over for virksomhedens værdier.

Undersøgelsen, som blev gennemført i januar og februar 2018, viser således, at indekstallet for tilfredshed og motivation hos medarbejderne i Jysk er 77 ud af 100, hvilket er markant højere end gennemsnittet for danske og europæiske virksomheder.

Det fortæller Jysk i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er et bevis på, at vi har haft succes med at skabe en virksomhed og en virksomhedskultur, som langt de fleste medarbejdere nyder at være en del af, siger Jan Verhoek, Executive Vice President HR i Jysk Nordic.

Imponerende resultat
Og ifølge Pernille Lundtoft Jensen, der er Senior Manager hos Ennova, der stod for undersøgelsen, har både Jan Verhoek og de øvrige medarbejdere hos Jysk god grund til at være stolte af resultatet.

- Resultaterne hos Jysk var faktisk så gode, at jeg endte med at gå det hele igennem igen for at sikre, at alt var gået rigtigt for sig. Medarbejdere hos Jysk er nemlig markant mere tilfredse end medarbejdere generelt, uanset om man kigger globalt eller kun på nordiske virksomheder, siger Pernille Lundtoft Jensen.

Hun fremhæver blandt andet, at Jysk lever op til de forventninger, som medarbejderne får, når de bliver ansat.

- Jysk undgår det, der populært kaldes bryllupseffekten. I de fleste virksomheder ser vi, at tilfredsheden falder markant, når folk har været ansat i et års tid. Det er ikke tilfældet i Jysk , og det viser, at de arbejdsforhold og karrieremuligheder, som bliver præsenteret i forbindelse med rekrutteringen, også er de forhold, som medarbejderne møder i dagligdagen, siger Pernille Lundtoft Jensen.

Høj deltagelse
De gode resultater er også imponerende set i lyset af, at 97 procent af medarbejderne i Jysk har deltaget i undersøgelsen.

- Det er helt afgørende, at så mange medarbejdere som muligt deltager. Jeg er derfor glad for, at 97 procent af medarbejderne har benyttet muligheden for at give deres mening til kende og på den måde få indflydelse på, hvordan vi kan gøre JYSK til en endnu bedre arbejdsplads, siger Jan Verhoek.

Han ser samtidig resultatet som et bevis for, at JYSK står godt rustet til kampen om de nye medarbejdere.

- Traditionelt støder vi desværre på mange fordomme om, hvordan det er at arbejde i detailhandlen. Derfor er jeg glad for at konstatere, at de ansatte hos Jysk generelt er tilfredse, motiverede og loyale. Vores fremtidige succes afhænger i rigtig høj grad af medarbejderne, og ved forsat at sikre, at Jysk er et attraktivt sted at arbejde, kan vi også fastholde de mange dygtige medarbejdere, der har været med til at skabe de gode resultater, som vi oplever nu, siger Jan Verhoek.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097