Pengene vælter ind i dansk designvirksomhed
Den danske designkomet Muuto øgede i 2017 sin indtjening med hele 23 procent, viser nyt regnskab. I 2017 tjente Muuto således 70 millioner kroner efter skat sammenlignet med 57 millioner kroner året før.
Før skat lyder resultatet på 97 millioner kroner sidste år mod 74 millioner kroner i 2016.
Dermed adskiller Muuto sig fra andre danske designvirksomheder som Georg Jensen, B&O og Royal Copenhagen, der kæmper med en svigtende indtjening.
I sin årsberetning betegner Muuto resultatet som tilfredsstillende og skriver videre, at man de senere år har opnået en stærk markedsposition, hvilket giver mulighed for yderligere ekspansion inden for boligtilbehør, lamper og møbler.
Blandt andet er overskuddet fra salg af lamper, puder, knagerækker og stole steget med 30-50 procent over de sidste fem år.
I 2018 forventer virksomheden ligeledes en tocifret vækst i omsætning og indtjening, såfremt markedsbetingelserne ikke ændrer sig.
t. kr. | 2017 | 2018 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 197.896 | 132.271 |
Resultat af primær drift | 100.920 | 74.328 |
Resultat før skat | 97.066 | 73.724 |
Årets resultat | 70.215 | 57.128 |
Balancesum | 168.034 | 137.824 |
Egenkapital | 61.191 | 72.977 |
Antal ansatte | 115 | 99 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |