23948sdkhjf

DLH vil styrke kapitalen med 250 mio. kroner

En større aktieemission er udset som næste skridt på vejen i bestræbelserne på at gøre DLH til en ledende trævaregrossist.
Efter et år med frasalg af ikke-strategiske aktiviteter for omkring 450 mio. kroner lancerede DLH i december en ny strategi, som frem mod 2014 skal positionere DLH som en fokuseret global trævaregrossist.

Over en treårig periode er målet at sikre en overskudsgrad på 4,5-5,0 % ud af en omsætning på 4,5-4,8 mia. kroner. Den målsætning skal en aktieemission være med til at realisere:

- Denne kapitaltilførsel vil markere et nyt, vigtigt skridt i den transformation af DLH, som vi gennem det seneste år har lagt mange kræfter i og hidtil er lykkedes med. Væsentlige resultater er allerede nået, og med et styrket kapitalgrundlag, en lavere gæld og en ny, langsigtet bankaftale skaber vi et stærkt grundlag for at fortsætte DLH’s positive udvikling, siger adm. direktør Kent Arentoft.

DLH har på nuværende tidspunkt modtaget betinget tilsagn fra en række eksisterende aktionærer om tegning af nye aktier for i alt mere end 100 mio. kroner.

2011-omsætning på niveau med 2010
Samtidig med nyheden om den forestående aktieudvidelse har DLH offentliggjort sine forventninger til regnskabsåret 2011.

Her forventer man en omsætning på 3,4 mia. kroner, hvilket vil være på niveau med 2010. For de fortsættende aktiviteter forventes indtil videre et EBIT-resultat på omkring 60 mio. kroner.

Som led i forberedelsen af en aktieemission forventer DLH’s bestyrelse at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, der efter planen skal afholdes den 8. marts. Udover kapitaludvidelsen skal aktionærerne her bl.a. tage stilling til en ophævelse af selskabets aktieklasser.
Læs mere om: DLH
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082