Dansk designbrand er flyttet til Carlsberg Byen
Det københavnske møbel- og interiørbrand Encoded er rykket ind i Jacobsen Hus i Carlsberg Byen. Det fortæller Carlsberg Byen selv på sin hjemmeside.
Encoded blev stiftet i 2008 af Trine Bøttger, der kastede sin kærlighed på møbelhåndværk under et otte år langt ophold på Bali.
Da Trine Bagger først åbnede i 2008 var det med en lille detailbutik på Værnedamsvej i København og en enkelt stol medbragt fra den indonesiske ø.
Den håndlavede stol af ubehandlet teak, genbrugte sikkerhedsseler og læder blev hurtigt samtaleemnet i butikken og blev også startskuddet til Encoded. I dag designer Trine Bøttger således kollektioner af møbler og interiør, som alle bliver lavet på Bali i hånden og beskrives som et resultat af indonesisk snedker- og skrædderhåndværk kombineret med dansk design.
Mærket har fuld gang i salget til design- og interiørbutikker i Danmark og udlandet. Af samme grund blev den lille butik på Værnedamsvej til sidst for lille, og det er på denne baggrund, butikken nu er rykket til Carlsberg Byen.
I dag er Encoded ejet og drevet af Trine Bøttger og Lone Husted.