23948sdkhjf

Klumme: Design – kan det svare sig?

Design skaber værdi, der både kan aflæses på bundlinjen og i mere innovative produkter. Det er der brug for i en tid, hvor flere virksomheder outsourcer produktionen, og hvor krisen fortsat kan mærkes rundt om i virksomhederne.
Af Merete Brunander, Design- og Innovationsdirektør i Dansk Design Center

Lad mig starte med at give tre eksempler, hvor tallene taler deres eget tydelige sprog:

For det første viser en analyse, som CBS har udført for Økonomi- og Erhvervsministeriet, at produktiviteten i virksomheder, der benytter design som innovationsdriver, er 6 % højere end hos andre virksomheder.

For det andet viser en analyse af Capacent for Erhvervs- og Byggestyrelsen, at virksomheder, der arbejder strategisk med design, er tre gange så innovative som virksomheder, der ikke arbejder med design.

For det tredje forklarede professor Jan Rose Skaksen på Mandag Morgens Innovationsdag den 25. januar, at et studie over importerede varer i USA har vist, at der er et prisspænd på en faktor 24 på samme vare i samme produktkategori. Konklusionen er, at det kan kun forklares med design og kvalitet.

Mere end blot styling og finish
En virksomheds produkter og services, produktionsapparat, markedsføringsmateriale, brevpapir, hjemmeside, messestand, salgssteder og omgivelser har alle et design, som er med til at markere virksomheden. Jo større sammenhæng der er mellem alle disse ting, og jo mere designet understøtter virksomhedens mål, jo mere strategisk anvender virksomheden design.

Kort og godt handler arbejdet med strategisk design om, at virksomheden får et redskab til at styrke forretningsudviklingen. Design bruges altså til at understøtte virksomhedens overordnede mål. Vores erfaringer viser imidlertid, at det dog ikke gøres med et enkelt snuptag. Design skal integreres hele vejen rundt – fra start til slut.

Designstrategiske beslutninger træffes i samråd med virksomhedens ledelse, og det daglige arbejde med design varetages af de ansvarlige medarbejdere. Dermed bliver design mere end blot at tilføje en sidste styling eller finish til produkter, men et strategisk arbejdsredskab, der kan skabe positive resultater på bundlinjen og mere innovative løsninger og produkter.

Hvordan design?
Det skaber altså stor værdi, når virksomheder anvender design som et strategisk element i forretnings- og produktudviklingen. Men hvordan arbejder man med strategisk design? Og hvordan får man det til at skabe værdi?

Det kan måske virke en smule uoverkommeligt at tage det første skridt, men hvis du har mod på og lyst til at arbejde med strategisk design, kan Dansk Design Center bidrage med hjælp og inspiration til at komme godt i gang.

Du og din virksomhed kan indgå i et konstruktivt og kreativt forløb med Dansk Design Center. Her kan I lære at integrere design i virksomheden og have design med fra start til slut i arbejdsprocessen. Vores erfaringer viser klokkeklart, at virksomheder, som gennemgår et designstrategisk forløb, på sigt vil få overbevisende resultater og tjene mere end bare investeringen hjem.

Vil du vide mere?
Virksomheder kan få gratis og uforpligtende faglig sparring omkring de problemstillinger og spørgsmål, der kan være i forbindelse med at arbejde med strategisk design, og hvordan design kan blive en del af produktudviklingen og forretningsstrategien helt fra start.

Kontaktpersoner er Dorthe Feveile Kjerkegaard og Anders Fanø. Læs mere på www.ddc.dk

Kilde: Dansk Design Center

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11