Hellere løn under barsel end mere fritid
Kortere arbejdstid og mere ferie står ikke længere øverst på lønmodtagernes ønskeliste. Hovedparten af lønmodtagerne er tilfredse med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og seks ugers ferie om året, fremgår det af Berlingske Tidende.
- Vi har opnået meget både på arbejdstid og ferie. Derfor er det måske ikke så overraskende, hvis mere frihed ikke længere står øverst på ønskesedlen. Især blandt mange af de unge lønmodtagere er der stor fokus på de sociale tillægsydelser, som for eksempel løn under barsel. Det er en trend, som vi har set også i forbindelse med den seneste overenskomstfornyelse. Og jeg forventer da, at kravet om løn under barsel får en central placering også i 2007, siger Thorkild E. Jensen, der er chefforhandler for det toneangivende industriområde til DR Nyheder Online.