Nyt partnerskab skal styrke SMV'erne
Nøgleordene er innovation og forretningsudvikling, når økonomi- og erhvervsministeren i dag løfter sløret for et nyt partnerskab målrettet de små og mellemstore virksomheder.
Blandt andet derfor lancerer økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i dag et nyt partnerskab om innovation og forretningsudvikling i små og mellemstore virksomheder.
- Vi ved, 70 % af de mindre virksomheder ikke er innovative, og mange går glip af støttemuligheder, fordi de ikke kender dem. Derfor har vi aftalt med revisorerne og erhvervsorganisationerne, at vi med en fælles indsats skal sætte innovation og forretningsudvikling på dagsordenen. Vi har behov for flere innovative virksomheder, for at Danmark kommer tilbage på vækstsporet, siger han.
Målet med partnerskabet er at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at styrke deres produktivitet og blive bedre til at udvikle nye idéer. Blandt parterne bag aftalen er Håndværksrådet, og her glæder man sig over, at virksomheders innovation nu kommer endnu mere i fokus end hidtil:
- Mange virksomheder ved ikke, hvor de skal henvende sig, hvis de har brug for hjælp til udvikling, og de har ikke kendskab til de støttemuligheder, som det offentlige udbyder. Med aftalen håber vi, at kendskabet til støttemulighederne bliver styrket, og at partnerskabet generelt kan være med til at sikre, at de små og mellemstore virksomheder igen kommer til at trække væksten, siger politisk afdelingschef Frank Korsholm.
Hovedpunkter i aftalen:
* Revisorerne, der ofte i forvejen er ude hos virksomheder i forbindelse med fx revision af regnskab m.v., bliver døråbner og tager den indledende dialog om forretningsudvikling og støttemuligheder med virksomhederne.
* Regeringen stiller et nyt innovationsværktøj til rådighed, som alle rådgivere kan bruge til at tage en indledende dialog om innovation og de støtte- og udviklingsmuligheder, der er til rådighed for virksomhederne.
* Erhvervsorganisationerne sætter fokus på at øge små og mellemstore virksomhedernes opmærksomhed på behovet for forretningsudvikling gennem informationskampagner og medlemsmøder.
Partnerskabet løber i 2011-2012, og erfaringerne herfra vil indgå i regeringens fremadrettede arbejde med at skabe bedre vilkår for udvikling og fornyelse i virksomhederne.
Partnerskabet er indgået mellem regeringen, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Revisorforening, DI-organisation for erhvervslivet, Dansk Erhverv, Håndværksrådet og Dansk Byggeri.