23948sdkhjf

Dolle lancerer banebrydende gelændersystem

Verdens største producent af loftstrapper ligger i Han Herred. Den træindustielle virksomhed, Dolle A/S, lancerer om kort tid et banebrydende gelændersystem i aluminium og rustfrit stål.
Efter to års udviklingsarbejde er trappeproducenten, Dolle A/S, klar med et helt nyt gelændersystem. Det nye koncept, der har fået navnet Prova System. Med lanceringen af det nye koncept bevæger den træindustrielle virksomhed sig ind i jern- og metalindustrien, selv om en del af produktionen foregår hos underleverandører, fremgår det af ErhvervsBladet i dag.

Prova System, der er konstrueret i en kombination af aluminium og rustfrit stål, består kun af 20 komponenter - trækker man skruer og beslag fra, er der blot 14 komponenter. De kan kombineres i det uendelige. Samtidig er det nye system lige så anvendeligt indendørs som udendørs, skriver ErhvervsBladet i dag.

Som noget nyt lægger fabrikken samlevejledning ud på sin hjemmeside som 3D "tegnefilm", der gør samling til en meget enkel sag.

Adm. direktør François Grimal har meget store forventninger til det nye produkt, der lanceres samtidig på samtlige Dolles markeder, skriver ErhvervsBladet.

I forvejen er fabrikken i Frøstrup i Han Herred verdens største producent af loftstrapper i træ. Hertil kommer en omfattende produktion af pladsbesparende, spindel- og hovedtrapper. Virksomheden er et levende eksempel på, at produktion af lavteknologiske produkter, kræver højteknologisk produktion, hvis danske virksomheder skal konkurrere internationalt, skriver ErhvervsBladet.

Siden starten i 1982 har Dolle investeret knap 140 mio. kr. i højteknologiske maskiner. Resultatet er, at virksomhedens trapper nærmest er uberørt af menneskehånd med alt, hvad det indebærer af robotter og avancerede maskiner, skriver ErhvervsBladet i dag.

- I dag fremstiller vi en trappe efter de samme principper, som Toyota fremstiller biler. Ellers kunne vi slet ikke være her i Danmark, siger François Grimal til ErhvervsBladet.

Virksomheden mærker også presset fra Østeuropa, hvorfra trapper er begyndt at komme ind på det vesteuropæiske marked. Den udfordring har Dolle A/S tænkt sig at tackle ved at finde råvareleverandører af træ i Østeuropa, ligesom virksomheden også har indledt bestræbelserne på at optimere sine indkøb via Kina.

I dag er Kina den største leverandør af råvarer og komponenter til den danske fabrik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063