København får verdens første interaktive bænk
Islands Brygge bliver hjemsted for en intelligent bænk designet af arkitektfirmaet MAPT.
Den er placeret på Islands Brygge, og ideen til det interaktive element opstod, da Københavns Kommune skulle gendanne byrummet efter at have bygget en parkeringskælder på stedet.
- Vi har længe været fascineret af byrum, der kommunikerer med folk. Som begyndelse valgte vi noget, der allerede er derude – bænkene – og gjorde så en af dem levende. Når folk går forbi den interaktive bænk, lyser den op og frister til leg, skriver MAPT på hjemmesiden.
Tre forskellige lege
Arkitekterne har lavet tre forskellige ”lege” på bænken; man kan ”male” bænken ved at føre hånden rundt, og når bænken forlades, viser den de ”malerier”, der er blevet lavet.
Den anden leg er mere fysisk; hvert bræt på bænken kan oplyses. Jo hurtigere man løber forbi bænken, jo mere acceleration vil blive illustreret.
Den sidste leg er mest for voksne, da den kræver tålmodighed. Når man sidder på den, vil man kunne se forskellige lysmønstre nærme sig. Når de rammer personen på bænken, skaber de et ”hav af lys”.
[flash][width]500[/width][height]390[/height][address]http://www.youtube.com/v/8Fm3OuFX3ao[/address][/flash] |