God stemning prægede ZOW-messen
Trods markant færre udstillere og nedgang i besøgstallet var der tilfredshed at spore i kølvandet på årets ZOW i Bad Salzuflen – både hos arrangørerne og de danske udstillere.
Godt og vel 15.000 besøgende gik gennem tælleapparaterne, og det er betydeligt færre end sidste år, hvor flere end 19.000 lagde vejen forbi byen i det østlige Westfalen.
Besøgstallet svarer dog til det forventede, og fra arrangørerne lyder meldingen, at ZOW igen i år levede op til sit ry som en vigtig messe for den europæiske møbelindustri.
Masser af gode kontakter
Blandt de 500 udstillere var 12 danske virksomheder, hvoraf størstedelen var del af den danske fællesstand, som hvert år arrangeres af Denmark Business Consulting.
Hos HT Bendix, der i år udstillede for 10. gang på ZOW, fortæller Jan Juncker, at især kvaliteten af gæsterne var over forventning, og den vurdering går igen hos lågeproducenten Front-z:
- Adskillige af de største tyske køkkenproducenter har lagt deres vej forbi, og vi er tæt på at få et større gennembrud på det finske marked. Så vi er meget tilfredse med fremmødet, siger Henrik Linneberg fra Front-z.
Bramming Plast-Industri deltog på fællesstanden for anden gang, og Torben Haahr Madsen, der er ansvarlig for virksomhedens aktiviteter på det europæiske marked kan glæde sig over, skal nu hjem og følge op på en stribe nye kontakter:
- Allerede sidste år fik jeg nogle meget gode kontakter her på messen, der bl.a. er udmundet i et konkret samarbejde med en stor tysk polstermøbelproducent. I år har besøget på vores stand været meget godt, og jeg glæder mig til at gå i gang med opfølgningen og udarbejdelsen af tilbud, siger han.
Den næste ZOW-messe løber af stablen i perioden 6. - 9. februar 2012.