Direktør i konkursramt møbelkæde idømmes karantæne
Henning Peter Klausen, der var direktør i 123 Lagersalg, indtil kæden gik konkurs i januar 2017, er blevet idømt konkurskarantæne i tre år.
Det skriver JydskeVestkysten, der har fået aktindsigt i en kendelse fra Skifteretten i Kolding.
Konkurskarantænen indebærer, at Henning Peter Klausen har forbud mod at være direktør i tre år. Karantænen gælder, fra kendelsen blev afsagt i oktober sidste år.
"Systematisk momsunddragelse"
Ifølge JydskeVestkysten skriver Skifteretten, at lavprismøbelkæden "i betydeligt omfang angav salgsmomsen væsentligt lavere end, hvad der reelt blev omsat for. Skifteretten finder, at de for lave momsangivelser har karakter af systematisk momsunddragelse, hvorved det offentlige blev unddraget betydelige midler".
Derfor vurderes Henning Peter Klausen uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Skat havde millioner til gode
Mediet har forsøgt at få en kommentar fra den tidligere direktør, men han ønsker ikke at udtale sig. Han accepterer dog karantænen, men er ifølge kendelsen uenig i mange af de forhold, der er blevet fremlagt i retten.
Det var Skat, der i 2017 begærede 123 Lagersalg, konkurs. Selskabets samlede gæld var på cirka 10 mio. kroner, og Skat havde 5,7 mio. kr. til gode.
Selskabet drev forretning fra 8 adresser inklusiv centrallageret i Fredericia. 2 to af butikkerne var allerede lukket ned før konkursbegæringen.