23948sdkhjf

Faldet i antallet af konkurser fortsætter

490 virksomheder gik konkurs i februar 2011, og dermed er der tale om et fald på 8,1 % sammenlignet med februar 2010.
Der er tegn på gryende optimisme i dansk erhvervsliv ifølge en ny konkursstatistik fra analyse- og kreditvirksomheden Experian.

I februar måned gik 490 virksomheder konkurs, og det er således tredje måned i træk, hvor det samlede antal konkurser er faldet.

Indenlandsk efterspørgsel skal stimuleres
Sammenlignet med 533 konkurser i februar sidste år er antallet af konkurser faldet med 8,1 %.

- Det er nu tredje måned i træk, at antallet af konkurser er for nedadgående, og det er bemærkelsesværdigt, at vi også ser et fald i nogle af de større brancher inden for handels- og fremstillingssektoren, ligesom vi også ser flere nyetableringer, siger adm. direktør i Experian, Christoffer Spangenberg.

Han påpeger dog, at det endnu er for tidligt at vurdere, om tendensen med færre konkurser og flere nystartede virksomheder har bidt sig fast:

- Vi har fx lige set, at bruttonationalproduktet er faldet i 4. kvartal. Hvis vi vil op på de samme vækstrater, som vi for eksempel ser i vores nabolande, er det Experians vurdering, at vi har en udfordring i at få stimuleret den indenlandske efterspørgsel, vurderer Spangenberg med henvisning til en ny prognose, der forudser en vækstrate i 2011 på 2,1 %.

Størst fremgang på Lolland/Falster
Udover Grønland og Færøerne, er Lolland/Falster det område, som har oplevet det største relative fald i antallet af konkurser i februar 2011. Kun områderne Sydjylland, Bornholm og Midt- og Vestjylland har haft stigninger i antallet af konkurser sammenlignet med februar 2010.

Ser man på de forskellige brancher, viser det sig, at de større brancher som Fremstillingsvirksomhed, Transport og Handel har oplevet store fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år. Derimod er brancherne Undervisning og Landbrug, fiskeri mm. dem, der har oplevet de relativt største stigninger i antallet af konkurser.

Stigende etableringslyst fortsætter
I februar 2011 blev der etableret 1.460 nye virksomheder i Danmark, og hermed fortsætter tendensen fra 2010 med en stigende etableringslyst blandt danske iværksættere. Sammenlignet med februar 2010 blev der i den forgangne måned stiftet 21,4 % flere nye virksomheder.

- Tegnene på, at vi for alvor er på vej ud af krisen, viser sig også ved, at der i februar 2011 blev etableret 21,4 % flere nye virksomheder, end der gjorde i februar 2010. Tendensen fra 2010 med en stigende etableringslyst fortsætter tilsyneladende her i starten af det nye år, siger Christoffer Spangenberg.

Det er især områderne Bornholm, Fyn og Midt- og Vestjylland, der har størst relativ tilvækst af nye selskaber. Udover Grønland, der har samme antal virksomheder som i februar 2010, er det Sjælland, som har en relativ lille tilvækst sammenlignet med februar 2010.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078