23948sdkhjf

Hjallerup Træindustri ruster sig til fremtiden

Den nordjyske producent af vinduesbuer er netop blevet certificeret under DVC og cementerer dermed sin position som kvalitetsbevidst underleverandør.
Efter flere måneders forberedelse modtog Hjallerup Træindustri forleden det synlige bevis på, at virksomheden nu er optaget i DVC – Dansk Vindues Certificering.

DVC er en frivillig kvalitetsordning, og ifølge ejerleder Jan Thorup skal medlemskabet være med til at formidle det budskab, at produktionen hos Hjallerup Træindustri har et højt kvalitetsniveau:

- Vi har valgt at gå med i DVC for at fortælle omverdenen, at vi kontrollerer vore produkter løbende. Men samtidig betyder det også, at vi nu har en velkendt intern kontrolstandard, og det er vigtigt i takt med, at vi får mere og mere travlt, forklarer han.

I nvesteringer har givet medvind
Trods krisens udfordringer har Hjallerup Træindustri nemlig formået at øge aktiviteten gennem de sidste 8-10 måneder. Ifølge Jan Thorup hænger det sammen med, at han i slutningen af 2009 satsede offensivt med investering i en cnc-styret overfræser, en ny presser samt en stribe andre fornødne maskiner.

Det har dels gjort Hjallerup Træindustri i stand til at supplere produktionen af forspændte buer i limtræ med buer i massiv kernetræ, dels at sænke priserne og øge produktionstakten. Især det sidste har været vigtigt i en tid, hvor der skal kæmpes lidt hårdere for at få ordrerne i hus:

- Leveringstiden er alfa omega – især for en underleverandør. Vinduesfabrikkerne er presset af krisen og sætter deres leveringstider ned. Det øger presset på underleverandøren, forklarer Jan Thorup, der anslår, at de nye maskiner har forkortet den gennemsnitlige leveringstid med ca. en arbejdsuge.

Bliver en styrke på den lange bane
Hjallerup Træindustri har rødder tilbage til 1955, hvor tømrermester Knud Pallisgaard grundlagde virksomheden. I begyndelsen producerede man specialvinduer til vinduesfabrikkerne, og siden blev sortimentet udvidet med buer og lister.

I takt med, at kunderne rationaliserede, blev først vinduerne skåret fra, og da Jan Thorup overtog virksomheden i 1997 kom turen til listeproduktionen.

Siden har fokus udelukkende været på produktion af buer, og sammen med sine seks medarbejdere har Jan Thorup formået at gøre virksomheden til en efterspurgt underleverandør på området. Det skal DVC-medlemskabet være med til at understøtte i fremtiden:

- Det giver nok ikke noget her og nu, men på den lange bane bliver det en styrke. Det handler om at komme udviklingen i forkøbet, slutter Jan Thorup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095