Fynske stole får mindre plads i Holbæk
Farstrup Comfort, der sælger specialfremstillede stole fra fynske Farstrup Furniture, er flyttet til nye lokaler i Holbæk. Det skriver ugeavisen By og Land.
Butikken har ligesom tidligere adresse i Holbæk Slotscenter, men lokalerne er nye. Og selvom pladsen er mindre er der ifølge indehaver Tom Jensen en række fordele.
-Det er et godt lokale med mulighed for en overskuelig indretning. Samtidig bliver vi nu mere synlige, så flere strøgkunder kan blive inspireret til at kigge indenfor, siger han til By og Land.
Comfort-stolene bliver produceret på Farstrup Furnitures fabrik i Søndersø på Fyn. Farstrup Furniture blev grundlagt i 1910 og startede dengang som et savværk. Fabrikationen af stole begyndte først 1918, men tog først fart i 1950- og 60erne. Siden har virksomheden produceret millioner af stole.