Skovby-direktør frygter nye naboer
Skovby Møbelfabrik i Galten støjer ligesom andre produktionsvirksomheder, så fabrikken bruger løbende ressourcer på at reducere støjgenerne. Nu skal møbelfabrikken så potentielt have endnu flere penge op af lommen for at efterleve nye støjkrav. Det skriver Midtjyllands Avis.
Byrådet i Skanderborg Kommune åbnede sidste uge op for, at der kan opføres nye boliger tæt ved møbelfabrikken. Et flertal af byrådets partier afviste et såkaldt paragraf-14 forbud mod boligbyggeri på en grund øst for Skovby Møbelfabrik.
Placeringen af de – måske – kommende naboer er et problem på mere end en måde. Dels vil det betyde støj. Dels har fabrikken over årene flyttet støjende aktiviteter over på østsiden af sin grund - netop på grund af støjklager fra naboer mod vest.
- Halvdelen af byen er udlagt til blandet bolig og erhverv, og når der er flere gode udstykningsmuligheder tæt ved, så synes jeg, det er ganske uheldigt, at man vil bygge nye boliger netop her, siger administrerende direktør i Skobvby Møbelfabrik, Preben Rasmussen, til Midtjyllands Avis.