Stark investerer millioner på Frederiksberg
Efter en gennemgribende opgradering har Stark slået dørene op til et markant større sortiment og udvidede åbningstider i sit byggecenter på Frederiksberg.
Byggemarkedskæden har investeret et tocifret millionbeløb i projektet og inviterede onsdag morgen hovedstadens håndværkere til officiel åbning.
- Vi ser det først og fremmest som en investering i at kunne bidrage til håndværkernes fortsatte succes i rollen som leverandør og rådgiver. Her er et topmoderne byggecenter det helt rigtige afsæt for stærk rådgivning sammen med et garantisortiment på 1.000 varer, udtaler adm. direktør Britta Korre Stenholt i en pressemeddelelse.
Den nye Stark-forretning har først og fremmest fået en tilbygning på 230 kvadratmeter, så det samlede butiksareal kommer op på 1.700 kvadratmeter med plads til 16.000 varenumre.