Ufaglærte skal sikre væksten
Omstillingsparathed, leveringssikkerhed og høj kvalitet i produktionen holder danske virksomheders ordrebøger fulde trods konkurrence fra lavtlønslande.
- De ufaglærte, specialarbejderne, er Danmarks styrke nu og her. Skal man forfine sin produktion, er det ikke kun ingeniører, man har brug for, men i høj grad også dygtige ufaglærte, siger Peer Hull Kristensen, professor på Handelshøjskolen i København, til ErhvervsBladet.
Danmarks specialarbejdere er et vigtigt konkurrenceparameter i forhold til lavtlønslandene, lyder det fra direktør Peter Aarø Rasmussen fra Center for Underleverandører:
- Den enkelte medarbejder har stor forståelse for slutproduktet, og hvor den enkelte komponent passer i produktet. De ufaglærte, specialarbejderne, er vant til forskellige arbejdsopgaver og opdager hurtigt, hvis der er fejl i produktionen, siger Peter Aarø Rasmussen ifølge ErhvervsBladet.