Tocifret millionordre til Kallesoe
Kallesoe Machinery A/S skal levere et stort højfrekvensanlæg med tilhørende oplægningssystem og udløbsborde. Ordren er hentet i den russiske træindustri, hvor Kallesoe øjner store muligheder.
Anlægget er solgt til Sokol Timber Company i Rusland, der skal producere konstruktionsbjælker til huselementer af massivt træ:
- Det glæder os, at vi skal levere denne løsning. Det er et spændende projekt med et af vore kerneprodukter, udtaler CEO Bruno Kallesøe, der generelt har store forventning til det russiske marked:
- Vi tror, der er store vækstpotentialer på det russiske marked inden for limtræsproduktion og dermed for de presselinjer, som Kallesoe Machinery producerer. Vi har allerede flere anlæg opstillet i Rusland, og vi glæder os til at se, hvad fremtiden vil bringe her, siger Bruno Kallesøe.
Han tilføjer at den stigende ordretilgang betyder, at virksomheden for øjeblikket ansætter flere medarbejdere – både i produktionen og i konstruktionsafdelingen.