Bolius belønner anderledes vindues-idé
En karnap, der kan bruges som sofa, er blevet kåret som den bedste idé til ”Vinduer” i Bolius Idépris. Bag idéen står en arkitektstuderende fra Aalborg Universitet.
Det er muligt i det vindue, der er blevet kåret som den bedste idé i kategorien ”Vinduer” i Bolius Idépris i marts.
Det moderne vindue med metalrammer er en anderledes form for karnap. I det udskudte vindue er der plads til en madras, så du kan komme helt tæt på dagslyset uden at være udenfor.
Vindue minder om altan
Det er Senad Gvozden fra Aalborg, der har indsendt ideen, og dermed er der 30.000 kroner på vej til det nordjyske. Samtidig har han kvalificeret sig til konkurrencen om årets bedste boligidé i december, hvor præmien er yderligere 75.000 kroner:
- På denne måde kommer man længere ud af sit hus uden faktisk at være ude. Jeg har villet kombinere idéen om karnappen med idéen om en altan og på den måde skabe et ekstra rum i hjemmet. Den kan minde om en altan, som man kender fra boligblokke i Danmark, men det udskudte vindue bliver mere intimt og mere indbydende.
- Det er meningen, at man skal kunne bruge karnappen til at trække sig ud i for at slappe af, tage en lur eller bare nyde vejret – solen, regnen eller stjernerne. Under alle omstændigheder vil karnappen trække en masse ekstra sollys ind i rummet, fortæller Senad Gvorzden, der studerer arkitektur og design på Aalborg Universitet.
Begejstring for udskudt vindue
Dommerne i Bolius Idépris valgte det udskudte vindue som én af de 10 bedste idéer. Herefter stemte brugerne på idéerne, og de kunne bedst lide den specielle karnap. Dommerne faldt bl.a. for, at vinduet både kan bruges i nye og ældre huse:
- Forslaget er spændende og funktionelt til udvidelse af rummet og større lysindfald. Ideen med at skelne mellem ældre og ny bygningsdel virker som en rigtig god idé, i stedet for at kun tilnærme sig den eksisterende stil, mener dommerne.
Ovenlys samt gennemlys i forsamlingshus
Vinderne af 2.- og 3. præmien i Bolius Idépris kommer begge fra Nordsjælland. Birgitte Bentzen fra Helsingør vandt 20.000 kroner med et usædvanligt flot ovenlysvindue, der giver masser af dagslys i boligen.
10.000 kroner sendes til Snekkersten, hvor Bo Juul Andersen bor i et gammelt forsamlingshus. I forsamlingshusets sal har familien lavet soveværelse på en repos, hvor lyset sendes videre gennem store, gamle industrivinduer og er med til at give et fantastisk gennemlys i den utraditionelle bolig.
Bolius Idépris, der er støttet af Realdania, er Danmarks største boligkonkurrence med en ny konkurrence hver måned undtagen juli. Formålet er højne livskvaliteten blandt boligejerne og videreformidle gode ideer, som alle kan benytte sig af.
Se og læs mere om de tre vindere i galleriet på bolius.dk/idepris