Millionfremgang hos møbelfirma i børnehøjde
Salget af trælegepladser, taburetter, børnegarderober og legetøj er det seneste år nærmest eksploderet hos møbelfirmaet Max Horsens, der har specialiseret sig i møbler og legetøj til børn.
Det ses i virksomhedens netop offentliggjorte årsregnskab. Her fremgår det, at den lille virksomhed fik et årsresultat på knap 1,3 millioner kroner. Året før lød tallet på 357.481 kroner for virksomheden, der i alt tæller tre ansatte.
Og netop de få medarbejdere er årsagen til de gode resultater, mener ejer Max Andersen.
- Vi er et godt lille team, der ikke har de store lønomkostninger og derfor kan levere kvalitet til en fair pris, siger han til Horsens Folkeblad for forklaring på, hvorfor virksomheden kan konkurrere med de tunge drenge i branchen.
Max Horsens blev grundlagt i 1987 og er så godt som totalleverandør af næsten alt til institutioner, dagplejere, boligforeninger og ferie- og fritidscentre. Virksomheden holder til i Egebjerg nær Horsens.
kr. | 2017-2018 | 2016-2017 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 4.093.257 | 2.910.062 |
Resultat af primær drift | 1.637.557 | 476.447 |
Resultat før skat | 1.628.772 | 460.907 |
Årets resultat | 1.266.331 | 357.481 |
Egenkapital | 500.000 | 500.000 |
Personaleomkostninger | 1.118.574 | 1.012.728 |
Antal ansatte | 3 | 3 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2018. |