Svenskere interesseret i Kappa
Stora Enso og SCA nævnes som mulige interessenter til den hollandske emballagekoncern, Kappa Packaging, som er på vej til at blive solgt.
Kappa Packagings ejere, Cinven og CVC, har været i kontakt med investeringsbanken Goldman Sachs for at vurdere Kappas strategiske muligheder. Hovedkonklusionen er at virksomheden skal sælges, selvom der også nævnes andre muligheder, fremgår det af avisen.
Kappa blev etableret i 1998 som en sammenlægning af to hollandske virksomheder. Kappa købte derefter Assidomäns emballagevirksomhed i 2001 for 1 milliard dollar, hvilket betød en fordobling af virksomheden, fremgår det af Skogsland.
Kappas omsætning er omkring 3 milliarder dollar pr. år, og virksomheden har mere end 16.000 ansatte i 18 europæiske lande.