23948sdkhjf

Bolia: Massiv bæredygtig indsats snupper en luns af overskuddet

Det har kostet knaster for designkæden Bolia at investere i ny kollektion, der sætter fokus på holdbarhed og bæredygtighed.

Ifølge administrerende direktør Lars Lyse Hansen er det en stor del af årsagen til, at virksomheden i år præsenterer et fald i indtjeningen på knap 50 mio. kr.

Den nye kollektion betyder nemlig store investeringer. Blandt andet har Bolia omlagt hele sin møbelproduktion og er i gang med at erstatte alle plastmaterialer til genanvendte eller alternative materialer.

- Vi er omtrent halvvejs igennem denne omfattende omstilling og årets investeringer har naturligvis påvirket indtjeningsgraden i vores seneste regnskab, hvor overskuddet, som forventet, landede på 21 mio. kr. mod 70 mio. kr. året før, siger han.

På baggrund af de store investeringer er Lars Lyse Hansen derfor også tilfreds med årets resultat:

- Vi er dog stolte over at vi kan levere et godt overskud på trods af de massive investeringer, samt at vi selv finansierer hele vores internationale vækstplan.

Fortsat rekordvækst
Selvom store investeringer har nuppet en stor del af overskuddet hos Bolia, buldrer omsætningen fremad, som den har gjort det længe.

I år lød omsætningstallet på 870 mio. kr. Det er Bolias højeste omsætning nogensinde.

Og det er ikke første gang, at Bolia slår personlige rekorder. Det samme skete for regnskabsåret 2016/17, hvor tallet lød på 801 mio. kr.

- Vi er meget taknemmelige for den stigende efterspørgsel på vores designs fra kunder, forhandlere og professionelle virksomheder over hele verden, og vi har de seneste fire år haft en flot vækst på både top- og bundlinje, siger Lars Lyse Hansen.

I år er det særligt væksten på europæiske kernemarkeder, der har skubbet virksomheden fremad med en øget salgsvækst på ni procent. Samtidig har Bolias forhandlernet i 50 lande bidraget til omsætningen.

Ifølge Lars Lyse Hansen er det netop den stigende omsætning, der er årsagen til, at Bolia har taget hul på sit bæredygtige kapitel.

Han tror på, at investeringerne kan give Bolia endnu et stort skub mod de gode væsktresultater:

- Det krævende arbejde og de store investeringer fortsætter for fuld kraft i det indeværende regnskabsår, med det klare mål at skabe nye begejstrede kunder på det globale designmarked og en øget indtjening i årene derefter, siger Lars Lyse Hansen.

Det endelige årsregnskab er endnu ikke offentliggjort.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062